Insight
Dark patterns forklaret og hvorfor EU nu reagerer
april 2026
Du har sikkert prøvet det. Du vil afmelde et nyhedsbrev og pludselig skal du igennem fire sider, to bekræftelser og en “Er du sikker?”-dialog med et billede af en ensom hund. Eller du er ved at booke en flybillet og i det sekund du trykker køb, er der dukket en afbestillingsforsikring op i kurven, som du aldrig havde valgt.
Det er ikke tilfældigheder. Det er design.
De designgreb kaldes dark patterns og EU har gjort det tydeligt, at de er ulovlige.
Hvad er dark patterns?
Dark patterns er designvalg i digitale grænseflader, der gør det sværere for dig at træffe et frit og informeret valg. I stedet for at give dig god information og en ligeværdig beslutning, styrer de din adfærd i en bestemt retning. Som regel mod det, der gavner den givne virksomhed.
EU-Parlamentets forskningstjeneste beskriver dem som “tricks” i websites og apps, der får folk til at gøre noget, de ikke havde tænkt sig. Det kan være at købe noget, tilmelde sig noget, acceptere noget eller lade være med at gøre noget, de faktisk burde have gjort.
Fundamentet for dark pattern er, at de ikke er åbne og ærlige. Det udnytter din begrænsede opmærksomhed, dine vaner og din tendens til at vælge den letteste vej.
Hvad siger loven?
I EU er dark patterns primært reguleret under Digital Services Act (DSA), artikel 25. Den forbyder online platforme at designe interfaces på en måde, der svækker brugernes evne til at træffe autonome og informerede valg.
Men det stopper ikke der. Dark patterns kan også ramme op mod GDPR, reglerne om urimelig handelspraksis, AI Act og DMA afhængigt af konteksten. Det juridiske er med andre ord spredt ud over flere lovtekster og det gør håndhævelsen af loven ujævn. EU-Parlamentets forskningstjeneste peger selv på det som et problem.
Eksempler på dark patterns
Der er mange varianter af dark patterns. Her er nogle af de mest udbredte og mest relevante i en EU-kontekst.
Roach motel: Det er nemt at tilmelde sig. Opsigelse er en labyrint. Mønsteret udnytter asymmetrisk friktion: Tilmelding er tre klik. Afmelding kræver login, en kvittering, du ikke kan finde, ventetid og måske et opkald til kundeservice.
Fake urgency og scarcity pressure: “Kun 2 tilbage.” “Tilbuddet udløber om 14 minutter.” Der kan godt være reel knaphed, men det bliver et dark pattern, når signalet er manipuleret eller ikke afspejler virkeligheden og du presses til at handle, før du egentlig er klar.
Sneak into basket: En ekstra forsikring eller service havner i kurven uden dit samtykke. Det opdages typisk først i kassen og mange gider ikke ændre det på det tidspunkt.
Preselection og cookie bias: “Acceptér alle”-knappen er stor, grøn og tydelig. “Afvis” er gemt bag et link med småt. Standardvalget er sat til virksomhedens fordel og de fleste klikker bare videre.
Confirm-shaming: Afvisningsknappen er formuleret som en anklage. “Nej tak, jeg vil ikke spare penge.” Eller “Jeg er ligeglad med min sikkerhed.” Det er psykologisk pres pakket ind i copy.
Hidden costs: Prisen ser fornuftig ud. Fragt, servicefee og håndteringsgebyr dukker op i trin 4 af 4, når du allerede har investeret tid i flowet og er mentalt klar til at betale.
Obstruction: Det er ikke forbudt at klage, men systemet gør det unødigt besværligt. Ekstra trin, uklare formuleringer, formularer, der loader langsomt. Friktion som strategi.
Privacy zuckering: Du presses til at dele mere data, end der er nødvendigt. Dataminimering er gemt bag syv undermenuer. Det er ikke et designfejl. Det er et designvalg.

Hvorfor virker de?
Dark patterns virker, fordi de ikke angriber din fornuft. De omgår den.
Det handler om tre ting, vi alle har til fælles:
Vi kan ikke koncentrere os om alt på samme tid. Et interface, der fremhæver én ting og skjuler en anden, vinder. Det er ikke en fejl hos dig. Det er en egenskab, vi alle har.
Vi træffer de fleste valg på autopilot. Vi scanner, vi klikker. Vi scroller forbi det, vi ikke forventer at skulle forholde os til. Dark patterns lever præcis i den blinde vinkel.
Vi vælger den letteste vej. Dark patterns reducerer friktion på virksomhedens ønskede handling og øger friktion på den alternative handling. Det behøver ikke at være dramatisk. Bare lidt tungere. Lidt mere utydeligt. Lidt mere besværligt.
Det er særligt effektivt i flows som checkout, abonnementer, cookie-samtykke og kontosletning. Præcis de steder, hvor der er mest på spil og du er mindst opmærksom.
Nu kommer EU på banen
EU er ikke længere i fasen, hvor man diskuterer, hvad der bør reguleres. Vi er i fasen, hvor sagerne begynder at lande.
I 2025 kom Kommissionens foreløbige fund mod TikTok og Meta, hvor interface-valget på Facebook og Instagram blev vurderet som potentielle dark patterns. Kommissionen pegede specifikt på, at rapporterings- og klageflows skabte unødvendige trin, der afskrækkede brugere fra at klage eller rapportere indhold. Det var en direkte anvendelse af DSA artikel 25.
I Q1 2026 bruges de sager aktivt som pejlemærker for, hvordan artikel 25 fortolkes i praksis. Håndhævelsen er accelererende og mere offensiv end tidligere.
Det er samtidig vigtigt at være præcis: Der er forskel på foreløbige fund, formelle sagsanlæg og endeligt afgjorte sager. Det juridiske er fortsat i bevægelse.
Men retningen er ikke. EU’s linje er klar: Dark patterns er ikke kun et forbrugerproblem. Det er et problem for brugerautonomi, transparens og effektiv håndhævelse. Og Digital Fairness Act ventes at komme som forslag i løbet af 2026. Formentlig med endnu mere eksplicitte krav om fairness by design.
Hvad betyder det for dig?
Konsekvensen er enkel: Dark patterns kan ikke længere behandles som blot et konverteringsspørgsmål.
Det, der giver et tick opad på din konverteringsrate i dag, kan være det, en tilsynsmyndighed peger på om to år. Det praktiske råd er at auditere dine interfaces ud fra brugerautonomi og ikke kun performance. Særligt i flows som cookie-samtykke, pricing, checkout, opsigelse og notifikationsindstillinger, fordi det er præcis dér, håndhævelsen typisk bliver konkret.
Den bedste arbejdsgang er fairness by design: At jura, UX og produkt gennemgår flows sammen inden lancering. Ikke bagefter, når problemet allerede er synligt.
For god design handler ikke om at få folk til at gøre noget, de ikke vil. Det handler om at gøre det nemt at gøre det, de faktisk vil.
Kilder
- https://www.eu-digital-services-act.com/Digital_Services_Act_Article_25.html
- https://ec.europa.eu/commission/presscorner/api/files/document/print/en/ip_25_2503/IP_25_2503_EN.pdf
- https://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/ATAG/2025/767191/EPRS_ATA(2025)767191_EN.pdf
- https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/en/ip_25_1223

Ræk ud til os
Vil du vide mere om dark patterns? Tag fat i os – det koster ikke noget.