Insight
Annoncering i sommerferien: Fortsæt eller pause?
juni 2025
Mange danske marketingchefer spørger lige nu sig selv, om marketingbudgettet bør skæres ned i sommerferien? Et øjebliks tvivl er naturligt – ferier lokker med fritid og nogle kunder er på rejse.
Men eksperter advarer ofte imod at lægge reklameindsatsen helt i dvale. Faktisk peger data på, at det ofte er nemmere at nå igennem til kunderne i ferietiden, fordi vi i feriemodus har et mere åbent filter for indhold. Derfor kan det være en fordel at holde fast i markedsføringen – eller endda øge den – selv når ferien står for døren.
Så – skal du annoncere eller ikke?
Konsulentsvaret: Det kommer an på din målsætning og branche
Lad os gennemgå de scenarier hvor det giver mening og hvor det IKKE giver mening.
Målsætning – Er dit mål eksponering eller salg?
Når virksomheder går på sommerpause, falder annoncepriserne i mange brancher – specifikt CPC og CPM – og det giver dig en oplagt chance for at få mere synlighed for pengene. Hvis målet er branding, kan du med fordel holde fast (eller skrue op). Ferier giver luft i hovedet og tid til at tage nye indtryk ind. Perfekt til at varme brandet op og holde det i folks bevidsthed.
Men: Lavere klikpriser betyder ikke automatisk højere salg. I mange brancher falder konverteringsraten og dermed falder din ROI også. Sommeren kan være stille, især i B2B, hvor beslutningstagere er på ferie. Selv B2C køb kan bremse, hvis dine produkter ikke matcher ferielivet.
Spørg dig selv:
- Er mine kunder klar til at købe nu?
- Har jeg folk til at tage imod henvendelserne?
Hvis svaret er nej til begge – hold fokus på branding. En stille kampagne kan være bedre end en højtråbende én, der lander et tomt sted.
Tommelfingerregler
- Lavere i CPC og CPM i ferien
- Nemmere for brands at bryde igennem
- Brugere er stadig online – 60-70% browser stadig i ferien
- Lavere konverteringsrate – gennemsnitligt 25% fald
- Kapacitet til at tage imod salg/leads er lige så vigtigt som altid
- Din branche er stadig den vigtigste faktor i spørgsmålet, om det giver mening at annoncere eller ikke
Branche – Drager din forretning fordel af ferier?
Hvordan påvirker sommerferien din branche?
Det korte svar: Det kommer helt an på, hvem du er. For nogle er sommeren højsæson – for andre føles den som en lang, stille pause.
Men én ting er sikkert: Der ligger muligheder i begge scenarier. Det handler bare om at vide, hvornår du skal skrue op – og hvornår du bør skifte fokus.
E-handel
Sælger du noget, der bare lugter lidt af sommer – solbriller, badetøj, campingudstyr eller billetter til årets festival – så er det nu, du skal træde på speederen.
Når hverdagen slipper sit tag, og kalenderen bliver mere luftig, stiger lysten til at shoppe. Forbrugerne har bedre tid, færre forstyrrelser – og en helt anden parathed til at lade sig inspirere. Det mærker dansk e-handel hvert eneste år.
Ticketmaster eksemplet
I 2023 valgte Ticketmaster Danmark at øge deres Google Ads budget op til sommerferien.
Resultatet?
- Konverteringsrate på 5-6%
- ROAS på 30×
Det er ikke bare gode tal. Det er et bevis på, hvad der sker, når du rammer plet i både timing og relevans.
Hvis dine produkter spiller ind i feriestemningen, har du chancen for at udnytte en periode, hvor konkurrencen er lavere – og modtagerne er mere åbne. Det behøver ikke være højlydt. Bare til stede. På det rigtige tidspunkt.
B2B virksomheder
B2B markedet står typisk lidt stille om sommeren. Mange beslutningstagere holder fri og købsprocesser går i dvale. Det betyder, at aggressive salgsbudskaber sjældent rammer plet i juli og august.
Men det er ikke det samme som at holde mund. I stedet bør du justere fokus: Brug sommeren på at styrke dit brand. Artikler, guides og inspirerende indhold kan gøre en reel forskel – også selvom det ikke konverterer her og nu.
Overvej i stedet:
- At dele inspirerende indhold, der ikke kræver handling her og nu
- At bruge sommeren til lead nurturing frem for lead gen
- At fastholde synlighed uden forventning om umiddelbart afkast
Det handler om at blive husket. Om at være den, folk vender tilbage til, når kalenderen igen fyldes med møder og beslutninger.
Lokale butikker og services
Sommeren rammer ikke alle ens. For lokale butikker og servicevirksomheder afhænger alt af placering – og forretningstype.
Ligger du i et turistområde? Så er det nu, du skal være synlig. Her kan sommeren være højsæson og geografisk målrettet annoncering kan give mærkbare resultater.
Er du derimod en lokal servicevirksomhed – frisør, rengøring, VVS’er – så er billedet ofte omvendt. Ferielukning og lavere efterspørgsel gør det sværere at få effekt ud af salgsfokuserede annoncer.
Tænk i stedet:
- Påmindelser om åbningstider efter ferien
- Indhold, der styrker kendskab og genkendelse
- Let sommerkommunikation, der holder jer i bevidstheden
Pointen? Brug sommeren strategisk – hvad enten det er til at tiltrække turister eller holde fast i dine faste kunder.
Tommelfingerregler
- Har du sommervarer? Skru op – folk shopper mere i sommerferien
- B2B? Pause lead gen annoncerne og behold brand- og lead nurturing annoncer
- Fokusér på at blive husket – ikke nødvendigvis på at sælge.
- Er du placeret i et turistområde? Skru op og målret lokalt – det kan være højsæson for jer
- Driver du en lokal serviceforretning uden sommertema? Hold brandet synligt med små påmindelser og venlige hilsner
Online kanaler – Annoncering og organisk tilstedeværelse
Synlighed stopper ikke, bare fordi det er sommer
Måske lukker kontoret ned. Måske gør kunderne det samme. Men din online tilstedeværelse? Den skal helst blive stående.
Folk søger stadig, scroller stadig – og klikker stadig. Bare med lidt mere sol i håret og tid i kalenderen. Derfor er sommeren en unik mulighed for at holde gang i annonceringen online – på en måde, der matcher stemningen, platformen og dine målsætninger.
Her får du en gennemgang af, hvordan du evt. kan bruge Google Ads, Meta og LinkedIn til at holde brandet varmt, engagementet i live og – hvis det giver mening – salget kørende.
Google Ads
Folk stopper ikke med at google, bare fordi det er sommer. De søger stadig efter alt fra rejseplaner og oplevelser til isbutikker og campingudstyr. Og det er jeres chance for at blive fundet – hvis du forstår at ramme rigtigt.
Brug søgeordsdata til at matche de interesser, der fylder netop nu. Brug for eksempel Google Trends til at finde ud af, hvad folk søger efter og tilpas jeres Google Ads og SEO derefter. Søgeord såsom “sommerferie i Danmark”, “lufthavn outfits” eller “festivalgrej” kan være guld værd for nogle forretninger.
Search ads og shopping ads kan stadig anbefales, da disse annonceformer er beregnet til demand capture. Folk søger selv og har allerede et behov – du skal bare sørge for at dukke op først. Display og YouTube er lidt anderledes, da de står mere for demand generation og popper op rundt omkring, selvom folk ikke aktivt søger efter dit produkt/din service.
Konkurrencen på ikke-sommerrelaterede søgninger falder derudover også ofte i ferien. Det betyder lavere klikpriser og billigere visninger – især på display og YouTube. Det giver dig muligheden for at få meget eksponering for få penge. Perfekt til top-funnel kampagner.
Og husk: Hjemmesiden skal matche indsatsen. Opdatér med sommertilbud, åbningstider og relevant indhold. Når annoncen rammer og folk klikker – så skal oplevelsen sidde lige i skabet.
Meta
Facebook og Instagram går ikke på ferie. Brugerne scroller stadig. Faktisk endnu mere end normalt – især de yngre. Ifølge en undersøgelse fra IDA bruger 24% af de 18-34 årige mere tid på sociale medier i ferien. Og selvom det primært gælder platforme som TikTok og Snapchat, gælder tendensen også på Meta: Folk er på, selv når kontoret er lukket.
Det betyder lavere annoncepriser og mindre konkurrence – en oplagt mulighed for at køre branding- og engagement-kampagner, mens andre holder pause. Lav indhold, der matcher feriestemningen:
- Let videoindhold
- Konkurrencer
- Sommerinspiration og hygge
Brug Metas segmenteringsmuligheder til din fordel. Målret bredt – for eksempel familier eller rejselystne – og ram dem med budskaber, der passer til humøret.
Er du en B2B virksomhed? Så forvent ikke store konverteringer i juli. Men brug platformen til at holde brandet varmt og synligt. Et enkelt opslag i ny og næ kan være nok til at fastholde relationen – og holde jer top-of-mind, når beslutningstagerne vender tilbage.
LinkedIn går ikke helt i dvale om sommeren – men rytmen ændrer sig. For mange B2B virksomheder frister det at pause alle annoncer. Det kan også give mening, hvis målet er leads her og nu.
Større kampagner med fokus på konverteringer kan med fordel skrues ned i juli og august, hvor både reach og interaktion typisk daler – måske endda pauses helt, hvis budgettet er stramt.
Men det betyder ikke, at du skal forsvinde.
Faktisk viser LinkedIn selv, at 45% af brugerne bruger mere tid på platformen i sommermånederne. Hvorfor? Fordi mange – særligt beslutningstagere – bruger ferien til at hente inspiration, læse op på information og orientere sig til efteråret. Det er en tid, hvor du tager hovedet ud af driften og kigger på det store billede.
Og det er her, du skal være synlig. Ikke for at sælge – men for at blive husket.
Brug sommeren til at dele det, der bygger autoritet og relation med:
- Top-funnel indhold
- Cases, der viser, hvordan du skaber værdi
- Thought leader ads & organiske thought leader posts
Pointen er ikke at skabe handling her og nu. Det handler om at være den, der popper op i hukommelsen, når indbakken igen er fyldt og der skal vælges samarbejdspartnere, leverandører og løsninger.
Kort sagt: Sommeren er ikke død. Den er bare stille – og i stilheden bliver der bedre plads til dig, der har noget på hjerte.
Tommelfingerregler
- Brugere er stadig online i ferien – både på Google, Meta og LinkedIn
- Google Search og Shopping giver mening big time, hvis det giver mening i din branche
- Understøt med Display og YouTube for at bevare brandbevidsthed, hvis det er din målsætning
- B2B – Skru ned for lead gen kampagner på Meta og LinkedIn og bevar top-funnel og mid-funnel kampagner
Supplér annonceindsatsen med organisk indhold – informationsartikler, cases og thought leader posts.
Vores anbefalinger
Der er ét sted, du aldrig skal spare: På din synlighed
Uanset branche og mål: Det giver altid mening at holde gang i brandet hen over sommeren. Lavere annoncepriser og mindre konkurrence gør det oplagt at køre kampagner med fokus på synlighed og engagement. Det kan være top-funnel annoncer med let sommerindhold og thought leader posts på sociale medier. Det koster ikke meget – men det holder dig i spillet.
Hvornår giver det så mening med salgs- og leadkampagner?
Salgsfokuserede kampagner i sommerferien kan være en kæmpe gevinst – men kun hvis timingen er rigtig. Det gælder især hvis:
- Du sælger sommervarer (badetøj, rejseudstyr, festivalbilletter osv.)
- Du er en lokal virksomhed, som målretter turister (restauranter, oplevelser, ferieboliger)
Her er folk i købsmodus og annoncerne kan konvertere hurtigt og effektivt. Kør på med sæsonbudskaber og sørg for, at både hjemmesiden og kapaciteten er gearet til at tage imod de leads, der kommer.
Hvornår giver det mening at skrue ned – eller helt pause salgs- og lead gen kampagner?
For andre virksomheder – især i B2B eller med produkter/services uden sæsonrelevans – falder købsparatheden. Her giver det sjældent mening at bruge penge på direkte salgskampagner. Beslutningstagere er på ferie og responsen er lav. Brug i stedet sommeren til:
- Brand awareness
- Lead nurturing
- Organisk content marketing
- Forberedelse af efterårets salgsindsatser
Opsummering: Hvad skal du gøre?
- Branding og engagement: Altid en god idé.
- Salg og leads: Kun hvis dine kunder er aktive i sommerferien.
- Stilstand i markedet? Så skru ned – men forsvind ikke helt.
Den rigtige strategi afhænger af dig. Men én ting er sikkert: Gør du ingenting, risikerer du at være glemt, når markedet vågner igen.

Holder du også pause, når konkurrenterne gør?
Sommeren frister med ro på kontoret og færre klik i indbakken. Men betyder det, at din markedsføring også skal på ferie?
Når konkurrencen falder, og priserne på annoncering daler, opstår der muligheder. For mens andre tager foden af speederen, kan du få mere synlighed for færre penge – og styrke dit brand i en periode, hvor opmærksomheden er mere tilgængelig.
Det handler ikke nødvendigvis om at sælge nu og her. Men om at blive husket, når efteråret banker på.
Er dit brand klar til at udnytte stilheden?