Skip to main content

Smag Aarhus på nye og erfarne hænder

Hos Grobowski elsker vi sushi, store bøffer og vin ad libitum. Det er samtidig nogle af grundene til, at vi har opkøbt det lokale madmedie Smag Aarhus. Madmediets mange læsere kan nu se frem til endnu flere relevante nyheder samt et helt nyt og forbedret website.

 

Siden etableringen i 2014 har Smag Aarhus givet aarhusianerne tips og inspiration til den lokale madscene. Med over 100.000 unikke brugere om måneden og 50.000 følgere på de sociale medier er Smag Aarhus en af de største lokale madportaler. Nu er Smag Aarhus kommet på nye hænder, da vi hos Grobowski har opkøbt mediet.

Forbedret brugeroplevelse

Hos Grobowski driver vi også magasinet Aarhus Panorama og Kulturportalen, og opkøbet af Smag Aarhus styrker dermed vores samlede fokus på lokale medier. Et tiltag, som partner i Grobowski, Peder van der Schaft, er begejstret over:

”Vi er glade for, at vi nu har fået mulighed for at drive byens stærkeste madmedie. Med vores erfaring inden for lokale medier er vores klare ambition at flytte Smag Aarhus til næste niveau, så vi får skabt en endnu bedre brugeroplevelse med et nyt website, der byder på flere relevante historier om madscenen i Aarhus.”

Stor interesse for madnyheder

For at skabe et stærkt fundament bag Smag Aarhus har vi ansat journalist Louise Højmark, som siden 2017 har været redaktør for Smag Aarhus. Hun fortsætter dermed i rollen som redaktør for madmediet, som hun ser frem til at udvikle:

”Smag Aarhus’ store brugerflade beviser allerede, at aarhusianerne i høj grad interesserer sig for lokale madnyheder og brugbare guides til spisesteder. Derfor glæder jeg mig også utrolig meget til at videreudvikle Smag Aarhus, så vi forhåbentlig når ud til endnu flere aarhusianere med inspirerende indhold om byens store udbud af mad og drikke.”

Grobowski overtog officielt Smag Aarhus den 1. juli, og aktuelt udvikler vi en ny visuel profil og et forbedret website, som lanceres i løbet af efteråret.

Ja tak, ring mig op!

    Grobowski åbner kontor i Stockholm