NU HAR DU MULIGHED FOR AT UDFOLDE DIN KREATIVITET OG PRØVE KRÆFTER MED BÅDE MAGASINJOURNALISTIK OG PR. VI SØGER NEMLIG EN ENERGISK EFTERÅRSPRAKTIKANT TIL MAGASINET AARHUS PANORAMA OG BUREAUET GROBOWSKI.

Aarhus Panorama er et lokalt kulturmagasin, som drives af bureauet Grobowski. Vi holder til i et af Vestergades charmerende bindingsværkshuse, hvor du får stillet dit eget skrivebord til rådighed i kreative og inspirerende rammer blandt journalister, grafikere og marketingspecialister.

Vi har produceret det lokale kulturmagasin Aarhus Panorama siden 2013, og i dag når magasinet ud til omtrent 50.000 læsere. Derudover hjælper vi vores kunder i Grobowski med grafisk design, konceptudvikling, webløsninger, PR og meget mere. Gennem et praktikforløb hos os får du derfor en helt unik mulighed for at opnå erfaring inden for både magasinjournalistik og PR.

Vi søger en person

  • Med journalistisk eller kommunikationsfaglig baggrund.
  • Der føler sig hjemme foran tastaturet og elsker at lege med ord.
  • Der har erfaring med at skrive artikler såsom portrætter, reportager eller pressemeddelelser.
  • Der trives ved at arbejde selvstændigt og struktureret med varierende opgaver.

Dine opgaver

  • Du kommer primært til at producere indhold til magasinet Aarhus Panorama – både til tryk og web. Alt fra malende reportager over store portrætter til knivskarpe noter og videnstungt baggrundsstof.
  • Hos Grobowski leverer vi også journalistisk indhold til både Århus Stiftstidende og Jyllands-Posten, og i den forbindelse kommer du højst sandsynligt til at arbejde med indholdsproduktion til journalistiske tillæg og temasektioner.
  • Herudover kommer du til at prøve kræfter med PR og kommunikation i bureauet Grobowski. Arbejdsopgaverne i bureauet fokuserer på research, interviews og skriftlig produktion af pressemateriale, der potentielt kan lande på forsiden af et landsdækkende dagblad.

Praktikperioden
Praktikperioden finder som udgangspunkt sted med start fra august 2018 og løber 4-6 måneder frem. Vi er naturligvis indstillede på at være fleksible i forhold til dit uddannelsesforløb. Praktikforløbet er ulønnet, men derimod meritgivende som led i din studieordning. Du får desuden gratis frokost.

Ansøgningsfrist
Send venligst din ansøgning til alb@aarhuspanorama.dk senest mandag den 16. april. Men send gerne din ansøgning snarest muligt, da vi løbende indkalder til samtaler. Vedhæft en motiveret ansøgning på en halv til hel side, dit CV og meget gerne et udsnit fra din portfolio. Ved uddybende spørgsmål er du meget velkommen til at kontakte Alexander Loft Birkmose, som træffes på 20 76 28 54 eller alb@aarhuspanorama.dk.

Find mere info om Aarhus Panorama her.

 

Find mere info om vores PR-cases her.

 

Vores tidligere praktikant Elisabeth siger …
“Som praktikant hos magasinet Aarhus Panorama og bureauet Grobowski er jeg blevet inddraget i et professionelt og kreativt miljø af journalister, reklamefolk og grafikere. Praktiktiden har givet en stor indsigt i dagligdagens udfordringer i arbejdet med journalistik og PR og givet mig muligheden for at få mit arbejde trykt og layoutet af professionelle.

Jeg har på kort tid fået utrolig meget ansvar og udviklet min evne til idé- og konceptudvikling. Samtidig har jeg fået lov til at skrive rigtig mange artikler, deltage i det redaktionelle arbejde og ikke mindst fået professionel feedback på alt, hvad jeg har lavet.

Noget af det bedste ved praktikperioden har været at opleve, hvordan man som praktikant bliver taget alvorligt og taget med på råd i det daglige. Aarhus Panorama/Grobowski er en arbejdsplads med plads til de vilde, skæve og nye idéer, og som praktikant har jeg i høj grad fået lov til at være med til at beslutte, hvilke artikler jeg gerne ville skrive.

Derudover er Grobowski et ungt og nytænkende bureau, hvor der sker meget, og hvor folk er gode til at gribe hinandens bolde, udvikle på hinandens idéer og give hinanden konstruktiv kritik.

Jeg vil anbefale stedet til alle studerende med journalistiske og kommunikative interesser, der ønsker at få taget deres skiftlige arbejde seriøst og gerne vil indgå i et reklamebureau med en let og humoristisk omgangsform, en struktureret men fleksibel dagligdag og ikke mindst masser frihed under ansvar.”

Elisabeth Hjortshøj Thostrup, BA i Æstetik og Kultur med tilvalg i journalistik

 

Leave a Reply