Skip to main content

5 nyttige værktøjer til PR

De fleste virksomheder ønsker at opnå positiv omtale i pressen, men vejen til mediernes spalter kan være svær. Vi har derfor samlet fem helt konkrete værktøjer, som kan være nyttige at anvende til din næste presseaktivitet.

1. Research i Infomedias mediearkiv
Infomedias mediearkiv giver dig nemt og hurtigt et overblik over mediedækningen af forskellige emner. Søgningen i Infomedias enorme mediearkiv foregår som standardløsning manuelt. Det betyder, at du selv kan skræddersy din søgning efter indhold, der er relevant for dit PR-arbejde.

Kendskab til medier. Når du ønsker omtale i pressen, er det først og fremmest vigtigt at skitsere hvilke medier, der kunne være interesserede i at bringe den historie, du gerne vil fortælle. Søgning i Infomedias mediearkiv tillader nemlig, at man kan målrette sin søgning, så den kun forholder sig til enkelte medier. På den måde kan du hurtigt danne dig et overblik over, hvilke historier enkelte medier beskæftiger sig med og dermed finder interessante. Er der sammenhæng mellem de prioriterede medier og den historie, som du ønsker at fortælle, er der potentiale for medieomtale.

Inspiration til vinkler. Infomedias mediearkiv er samtidig et nyttigt værktøj, når du skal finde unikke vinkler til din næste presseaktivitet. For at give et eksempel på Infomedias potentiale i forhold til pressevinkler, kan vi tage udgangspunkt i vores case for virksomheden PlusIce, som er landets største producent af isterninger. Igennem research dokumenterede vi, at der er en øget efterspørgsel på convenience-produkter, som eksempelvis færdiglavede isterninger. På den måde fandt vi frem til, at historien skulle vinkles på netop convenience, hvor PlusIces produkter passer ind i den stigende forbrugertendens. Berlingske Business fandt historien interessant og bragte en større omtale af virksomheden. Infomedia er derfor brugbar til at identificere vinkler, som din næste pressehistorie kan tilpasses.

Følg presseomtalens omfang. Såfremt det lykkes at få bragt sin PR-historie i medierne, kan du med fordel bruge Infomedia til manuelt at undersøge, hvor langt historien når ud. Forstået på den måde at du via Informedias mediearkiv kan monitorere presseomtalens omfang.

 


Infomedia tilbyder et brugervenligt mediearkiv, der giver et nemt overblik over artikler i den danske presse på både tryk og web.

 

2. Tilmelding til relevante nyhedsbreve
En anden måde at holde sig opdateret på aktuelle tendenser og rapporter er at tilmelde sig forskellige analyseinstitutters og interesseorganisationers nyhedsbreve. Modsat mange andre løsninger er det ganske gratis at skrive sig op. Det eneste det koster, er en smule plads i indbakken, og holder man det op imod den værdi, som man potentielt kan få ud af det, er det meget billigt sluppet.

Det kunne for eksempel være nyhedsbreve fra Danmarks Statistik, Dansk Erhverv og Dansk Industri, som dækker forskellige brancher. Arbejder du specifikt med tendenser inden for e-handel, kan det også være en god idé at skele til DIBS eller FDIH, som løbende udgiver interessante rapporter om internethandel. Ved at bruge nyhedsbreve kan du ofte være proaktiv i forhold til dugfriske branchetal, som journalister og redaktører finder aktuelle og spændende til tendenshistorier. Kan du arbejde effektivt med datadrevet PR, er det næsten altid en god indgang til pressens spalter, fordi din pressehistorie får en bredt perspektiv, der bliver relevant for en større målgruppe.

3. Gratis pressefotos hos Pexels
Når du udfører en presseaktivitet, kan du gøre nogle ting, der hjælper dig på rette vej mod den ønskede omtale i medierne. For eksempel er det altid en god idé at tilføje et eller flere professionelle pressefotos, når du udsender din pressemeddelelse. Det kan eksempelvis være et godt portrætfoto af direktøren, et billede af virksomhedens facade eller et dynamisk foto fra kontormiljøet. Har du ikke i forvejen et mediearkiv af pressefotos, er det en god idé at få udarbejdet af en professionel fotograf.

I nogle tilfælde oplever vi, at virksomheder ikke har tilgængelig fotomateriale til pressebrug, og et alternativ kan derfor være at tilkøbe såkaldte ‘stock photos’, der eksempelvis visualiserer din branche. Er markedsføringsbudgettet ikke særlig stort, er det også muligt at finde gratis billeder på sider som for eksempel Pexels.com, hvor man kan hente billeder af høj kvalitet. Vores generelle råd er dog, at billederne ikke må se for kommercielle eller reklamerende ud, når det gælder pressefotos. Forsøg at find en balance og invester gerne i profesionelle billeder, så du hjælper medierne og dermed øger din chance for at opnå positiv omtale.

 


Pexels.com er et godt bud på en fotodatabase, der giver adgang til gratis fotos af høj kvalitet.

 

4. Medielister til udsendelse af pressemateriale hos Pressport

Når du har udført din research, lavet interviews og sat det sidste punktum i din pressemeddelelse, er næste skridt at udsende det til forskellige medier. Er din historie en smule snæver, kan det være en god idé at arbejde eksklusivt med ét medie ad gangen for at opnå det bedste resultat. Men omvendt kan det også være en idé at udsende din pressehistorie bredt, hvis du eventuelt repræsenterer et større, kendt brand eller har en højaktuel historie i ærmet, som kræver hurtig udsendelse.

Der findes mange forskellige platforme til udsendelse af pressemateriale, og løsningerne varierer meget i pris. Et god bud på en relativ prisbillig løsning er Pressport, som giver dig adgang til udførlige medielister. Du får blandt andet mulighed for selv at sammensætte listerne efter lokale, regionale eller landsdækkende medier, eller efter branche, hvis du ønsker at målrette efter specifikke fagmedier. Er budgettet småt, kan en anden mulighed være, at du selv at oparbejder en medieliste med kontaktinfo på relevante journalister. Under alle omstændigheder skal du være bevidst om, at redaktioner naturligvis er en dynamisk størrelse, hvor der løbende er udskiftning af medarbejdere. Så du kan desværre ikke sætte din lid til, at udarbejdelsen af en medieliste er en engangsfornøjelse – den skal ofte opdateres med nye informationer.

5. Automatiseret medieovervågning med Meltwater
Ønsker du løbende et overblik over nyhedsstrømmen, kan det være en idé at investere i den service, som platformen Meltwater tilbyder. Meltwater beskæftiger sig nemlig med automatiseret medieovervågning og kan alt efter behov præsentere et overblik over de nøgleord, du ønsker at monitorere.

I PR-øjemed kan Meltwater også give et løbende overblik over tendenser, som kan være relevante at vinkle pressehistorier efter. Det giver dig mulighed for at holde dig opdateret på relevante emner, og det kan på den måde være nyttig i forhold til timingen i din PR-indsats, ligesom det også kan medvirke til at identificere relevante medier, målgrupper, journalister og ’influencere’. Det er selvfølgelig også værd at nævne, at automatiseret medieovervågning kan bruges til at måle din PR-indsats for at give et løbende overblik over, hvor langt din historie når ud.

Ønsker du professionel rådgivning til din næste presseaktivitet, er du meget velkommen til at kontakte vores PR-specialist Alexander Loft på 20 76 28 54 eller alexander@grobowski.dk.

Lad os hjælpe dig – og prisen er også positiv!
Vi tror så meget på egne evner, at vi tilbyder en prismodel, hvor 75 % af vores honorar kun bliver udbetalt, hvis din historie finder vej til medierne. Vi kalder det ’no cure – low pay’. Når vi går i gang, betaler du et mindre opstartshonorar. Herefter betaler du kun, når vi skaffer dig omtale i pressen. Bliver din historie ikke omtalt, betaler du ikke. Så simpelt er det. Læs mere om vores PR-model her.

 

Ja tak, ring mig op!

    Grobowski åbner kontor i Stockholm